Der var gået 11 dage siden jeg skulle have haft min menstruation. Og jeg havde været skræmmende bevidst om dem alle sammen. Havde dog råbt ulv et par gange før, så holdt det for mig selv. Og, hvis jeg ikke sagde det højt, så fandtes det ikke, og jeg behøvede ikke blive ked af det, når det ikke var noget. (Og samtidigt, hvis jeg ikke tog testen, og ikke så at den var negativ, så var jeg jo på en måde stadig lidt gravid.)
Efter 9 dage, sagde jeg det til K. Vent og se, svarede han. (Jeg ved ikke om drenge altid er totalt cool, eller det bare tit ser sådan ud). Det var om lørdagen. Den kommende mandag skulle jeg lavet et forsøg med gift i laboratoriet, så jeg blev nød til at tage min sammen og få det overstået med den test.
Mandag morgen, hvor jeg havde sovet uroligt hele natten, vågnede jeg alt for tidligt og skulle tisse, og da man skal bruge morgentis til sådan en test, var det ikke andet at gøre end at bevæge sig ud, og få det gjort. K sov da jeg gik, en rævesøvn, der gjorde det lettere at vente, glemme, og overstå, tror jeg.
Testen var positiv. Ekstremt positiv. Jeg var meget gravid. De to røde bånd for hen over vinduet og blev der, også når jeg blinkede.
Jeg tudede af lettelse.
Tilbage i dynerne så K på mig, og jeg sagde, at den var positiv, og han blev rolig og sov videre. Han vidste jo, det ville komme, sagde han, så ikke den store alarm (drenge igen). Jeg sov ikke mere den nat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar