Er begyndt at kunne mærke spark. Tror jeg. Og det betyder en verden til forskel. Begynder rent faktisk at forstå, at der ligger en lille pige inde i min mave (en absurd tanke, uanset). Og mand, det er hyggeligt. At være to i en.
Jeg var på naturhistorisk museum for nogle dage siden, og der havde de en lille udstilling af aborterede fostre i formalin. Overvejede om jeg skulle være nervøs for min nattesøvn og -fred, men gik alligevel hen og betragtede dem lige til det var pinligt at blive stående. De var så SØDE. Eller, måske var det ikke dem der var søde, men tanken om at, få fin, så uendelig fin, var min lille også, var helt vidunderlig. Når man er til scanning synes man, det er så smukt, hvad man ser, og tænk at man kan se dens arme. Og jeg troede måske også at mit foster var lige så grynet i opløsningen som scanningens billeder. Derfor var det en utrolig oplevelse at se de små fine fostre i formalin. Deres fødder var mindre end mine negle (det er mine fingre (helt tæt på dem) i forgrunden på billedet), og alligevel var deres fødder og tær og negle på tærene helt perfekte. De havde hår på hovedet og små fine læber.
Tænk at der bor sådan en inde i mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar