Siden jeg i uge 18 mærkede bitte små boblende spark er der sket rigtigt meget. Nu er vi to, sammen nærmest altid. Nu kan man, midt i noget andet og ellers meget vigtigt, lige modtage et påmindende spark, om ikke at blive alt for fanget i det der videnskab. Nu er det til tider svært at falde i søvn på ryggen, for det er åbenbart den bedste stilling for babymotion. Og nu kan man sidde og følge med og bare se maveskinnet bekræfte beboeren inde bagved.
Det er dejligt. Men også lidt foruroligende, for hun er underligt snu. Spark er ikke noget hun deler ud til show. Kigger eller mærker du, kan man være helt sikker på at hun stopper. Og prikker man lige så stille, for at lege en lille fælles lej (som andre fostre efter sigende skulle være vilde med), får man kun stilhed igen.
Er det præstationsangst -eller måske bare en overlegen holdning til hendes kommendes forældres overdrevne begejstring.
I hvert tilfælde har hun sparket med, mens jeg skrev hele denne tekst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar