Seks-måneders mor

Esther sover. Tør ikke lavet nogle lyde, for hun vågner så let tilsidst i sin lur. Det sagde jeg for en halv time siden. Og tøjvask og pligter, de larmer for meget. Så for en gangs skyld har jeg siddet alene, og stille, og lavet næsten ingenting i en hel halv time. Har set alle billederne på bloggen igennem. Mand, hun var lille.

Udenfor stormer og regner det i sommervarmen og jeg vil så gerne skrive lidt om Esther og os. Men hvordan opsummeret man seks måneder, der på en gang har været en lang, varm og knudret drøm og samtidig en ny virkelighed som gør verden så knivskarp og fyldt med formål.
Da vi ventede barn vidste jeg, at når Esther kom, så blev alt anderledes. Det sagde man jo. Jeg var klar på at blive Mor. Det ville blive slut med mit gamle liv. 

Det mest chokerende ved at få barn, er at opleve at man overhovedet ikke bliver spor anderledes. Lige pludselig står man med et barn i armene. Og ingen siger hvad du skal gøre. Du gør bare noget, og dit gamle jeg er med, man er helt sig selv. De synes endda men skal tage barnet med hjem. Og pludselig er man tre. Ikke tre, som i far, mor og barn, men som studerende: sære Kennert og mærkelige Charlotte i kollegielejlighed -og et spædbarn!

Nogle ting har selvfølgeligt ændret sig, men ikke så meget inde i mig. Mere verden omkring. Mange ting har skiftet farve, er blevet mere grå eller gennemsigtige. Alle de ting jeg ønsker, kan jeg nå nu, hvis jeg rækker armene ud.

De uendelige muligheders tid er forbi. Det er rart. Vi er færdige med den frihed. Vi bliver hjemme.

Jeg er ikke, som andre beskriver: "Stormende forelsket, og overrasket over at man kan elske en lille så meget". Esther, hun bor her bare. Hun er en del af os. Hun er som et nyt organ. Livsnødvendigt, men jeg går jo heller ikke og er helt i ekstase over, at mit hjerte stadig slår. 

Derudover er hun min top-yndlingsperson i hele verden.

Nu er det gået seks måneder med Esther. Når en baby fødes, lever den de første mange måneder i symbiose med sin mor. Først efter fem måneder begynder den nye langsomt at opfatte sig selv som et selvstændigt individ, og efter tre år er denne opfattelse helt på plads.

Kan mærke at dette ikke kun omhandler barnet. Jeg har været og er på vej igennem netop det samme. De første mange måneder af vores liv sammen, har vores altopslugende fælles interesser været søvn, mad og kærtegn. Når Esther var sur, blev jeg sur. Når jeg var irritabel, blev Esther det. Min opmærksomhed var hele tiden rette mod Esther. Men nu vender det. På det sidste er vi begge blevet overraskede og lidt kåde når vi erfarer, at vi kan ting selv. Vi kan kigge på lige, hvad vi har lyst til. Vi kan tænke og gøre og ville ting. Og vi vil det gerne. Men helst hvis vi er sammen, mens vi gør det.