Tilbage

Første uge tilbage i livet er klaret. Det gik stærkt. På et sekund har jeg vinket farvel for første gang, taget pænt tøj på før klokken ni, børstet tænder lige så tidligt, cyklet, stået klar, genert og nervøs, som den nye i klassen, for så at erfare at alle synes jeg var den gamle og ældste og endnu en af dem. Spist i fred, arbejdet i fred, snakket, planlagt, drømt, lavet forsøg, været optimistisk og været fortrøstningsfuld, alt sammen i fred. Med i fred mener jeg, at ingen var ved at sluge noget kvælende, spise noget klamt, kravle op og falde ned, skrige, skide, vælte møbler eller ødelægge ting. Det har været godt for mig. Jeg vil gerne arbejde igen.

Som så mange gange før, siger folk "Det' normalt, det går over", og jeg må da også indrømme, at jeg, efter mere end fire timer deroppe, får nervøse trækninger i ansigt og arme, bliver lidt urolig og søgende og inderst inde er bange for, at mit barn ikke kan overleve uden mig. Ind til nu ser det ud til, at det kan hun godt.

Esther har ikke fortalt så meget andet, end det hun siger med ansigtet begravet ved min skylder, mens hun puster eller lavet små klikkelyde og holder mig fast. Og så selvfølgeligt det lille glædeshop hun velkommer mig med, når jeg kommer hjem. Kenneth har været en smule mere meddelsom, fra ham har jeg hørt at de har haft det både fint og ok.