Kenneth og børnetøj

Synes lige jeg ville starte med en lille historie om Kenneth når det gælder børnetøj, for jeg er for tiden egentligt selv blevet så besat, at det næsten ikke er sjovt. 

For rigtigt lang tid siden (i juni så vidt jeg husker) var vi ude at shoppe. Vi kiggede på skjorter til K, og efter at have sagt: "Ja, den er da meget pæn", til en million skjorter, synes jeg det var min tur til at vælge aktivitet. Orkede ikke lige at shoppe til mig selv, men vi kunne da lige gå op på fjerde og se hvordan sådan noget babytøj så ud. Og det var jo udsalg, så måske kunne vi finde et meget-for-lidt tilbud. Vi gik op og kiggede på det hele. Det var meget sødt. Og meget dyrt. Og meget fint, og ikke så ulddragt-agtigt, som jeg forestillede mig, min babys tøj skulle være. Men K var solgt. Viste mig efter at have set det hele igennem, den body vi bare måtte have. Den var sød. Men den kostede mere end nogen t-shirt jeg har købt til mig selv. Kunne dog godt se på ham, at den her, det skulle være vores, og ingen diskussion. Og matchende strømper (i to størrelser for sikkerhedens skyld) det måtte vi også have.

Så sådan blev det. Og heldigvis var det på tilbud. Og vi konkluderede, at næste gang vi skulle handle tøj, så skulle K ikke med. Det blev for dyrt. Og for lyserødt.

Siden har vi med nød og næppe undgået at indkøbe en hvid blonde-kjole (til 600 kr!) i København, og købt en anden hvid sommerkjole (størrelse lille, hun passer den nok i februar) i Italien.